Om ACE DenmarkOm ACE DenmarkOm ACE Denmark

Hvem er vi?

På de otte universiteter i Danmark er der mere end 115.000 universitetsstuderende fordelt på omkring 1000 uddannelser. Igennem Bologna-processen deltager Danmark i arbejdet for at styrke det fælleseuropæiske område for højere uddannelse. Målet skal bl.a. realiseres gennem øget gennemsigtighed i uddannelsessystemerne, gensidig anerkendelse af uddannelseskvalifikationer og kvalitetssikring af uddannelser - herunder akkrediteringssystemer.

ACE Denmark er en faglig, uafhængig institution, der siden 2007 har bidraget til at sikre kvalitet og relevans af videregående uddannelser i Danmark gennem akkreditering af universitetsuddannelser. ACE Denmark er etableret med henblik på at forestå den eksterne kvalitetssikring af danske universitetsuddannelser - og har samtidig et ønske om på bedst mulig vis at supplere universiteternes eget interne arbejde med kvalitetssikring.  

I ACE Denmark arbejder vi aktivt på at dokumentere og formidle relevant viden om akkreditering og kvalitetssikring, samt relevans og kvalitet af de danske universitetsuddannelser - i dialog med uddannelsesinstitutionerne og andre relevante interessenter. En af akkrediteringens effekter er en offentlig tilgængelig viden om uddannelsernes kvalitet og relevans og dermed en øget gennemsigtighed på uddannelsesmarkedet.

Organisation

ACE Denmarks organisation er under ledelse af en direktør og består af tre enheder med følgende arbejdsopgaver:

Ledelsessekretariatet

  • Koordinering af Rådssekretariatets og Det Faglige Sekretariats arbejde
  • Økonomi
  • Intern og ekstern kommunikation

 Det Faglige Sekretariat

  • Faglige akkrediteringer af nye og eksisterende universitetsuddannelser
  • Nationale og internationale samarbejds- og udviklingsprojekter
  • Løbende dokumentation og formidling af aktiviteter og resultater

 Rådssekretariatet

  • Betjening af Akkrediteringsrådet
  • Forberedelse af Akkrediteringsrådets møder
  • Akkrediteringsrådets kommunikation med operatører
  • Kontakt til rådets interessenter

Hvad er akkreditering?

Akkreditering er en metode til ekstern kvalitetssikring.

De akkrediteringer som ACE Denmark forestår, skal undersøge om en uddannelses relevans og kvalitet er i overensstemmelse med 5 centralt fastlagte kriterier:

  1. Behov for uddannelsen på arbejdsmarkedet
  2. Forskningsbaseret uddannelse
  3. Uddannelsens faglige profil og mål for læringsudbytte
  4. Uddannelsens struktur og tilrettelæggelse
  5. Løbende intern kvalitetssikring af uddannelsen

 

På den måde definerer akkreditering en minimumsstandard for uddannelserne og sikrer samtidig at den eksterne akkreditering sker på et ensartet og sammenligneligt grundlag. Akkrediteringssystemet skal som helhed bidrage til at skabe et mere sammenhængende og gennemsigtigt uddannelsesmarked i Danmark til gavn for både studerende, arbejdsmarkedet og uddannelsesinstitutionerne.

En akkrediteringsrapport gennemgår systematisk en uddannelse med henblik på at vurdere, hvorvidt uddannelsen lever op til en række kriterier for relevans og kvalitet. ACE Denmark udarbejder akkrediteringsrapporter for bachelor-, kandidat- og masteruddannelser. Ved ansøgning om akkreditering skelnes der mellem eksisterende og nye universitetsuddannelser.

Læs mere om akkreditering, kriterierne og processen under menupunktet Akkreditering.

Det danske akkrediteringssystem

På området videregående uddannelser, er der to akkrediteringsoperatører i Danmark, ACE Denmark og Danmarks Evalueringsinstitut (EVA).

  • ACE Denmark forestår akkrediteringsprocessen for de videregående uddannelser på områder under Ministeriet for Videnskab, Teknologi & Udvikling.
  • EVA forestår akkrediteringsprocessen for de videregående uddannelser på henholdsvis Undervisningsministeriets og Kulturministeriets område. Læs mere om EVA på www.eva.dk
  • Det er Akkrediteringsrådet, der træffer afgørelser om akkreditering af alle videregående uddannelser. Læs mere om rådet under menupunktet Om Akkrediteringsrådet.

Internationalt samarbejde

ACE Denmark har kontakt til en række internationale aktører indenfor kvalitetssikring og kvalitetsudvikling.

ENQA

På europæisk plan arbejder ACE Denmark på at blive fuldgyldigt medlem af ENQA (The European Association for Quality Assurance of Higher Education). ENQA er en sammenslutning af europæiske kvalitetssikringsinstitutioner inden for videregående uddannelser.

ENQA samler og videreformidler information, erfaringer og god praksis for kvalitetssikring på området for videregående uddannelse til europæiske kvalitetssikringsinstitutioner, såsom ACE Denmark, og til offentlige myndigheder og uddannelsesinstitutioner, der udbyder videregående uddannelse.

Læs mere om ENQA på www.enqa.eu

EQAR

ACE Denmark arbejder for at blive registreret i det europæiske register for kvalitetssikringsorganisationer EQAR (The European Quality Assurance Register). Denne registrering vil betyde en international blåstempling af den danske akkrediteringsmodel.

Læs mere om EQAR på www.eqar.eu

NOQA

I nordisk regi er Danmark medlem af det nordiske netværk for kvalitetssikringsorganisationer kaldet NOQA (Nordic Quality Assurance Network in Higher Education). NOQA har til formål at skabe rammerne for en åben dialog, sparring og videndeling, blandt andet igennem erfaringsudveksling og etablering af samarbejdsprojekter.

Hvert år initieres et fælles vidensprojekt med deltagere fra alle medlemsorganisationerne. For året 2009/10 analyseres akkrediteringsinstitutioners brug af ekspertpaneler.

Læs mere om NOQA på www.noqa.net

Lovgivning

ACE Denmark og akkrediteringsarbejdet har hjemmel i Akkrediteringsloven, vedtaget marts 2007 (læs Akkrediteringsloven). Akkrediteringsloven blev vedtaget af et bredt politisk flertal i Folketinget.

ACE Denmarks formål:

"Akkrediteringsinstitutionens formål er at sikre og dokumentere kvalitet og relevans af videregående uddannelser ved at foretage en faglig vurdering (akkreditering) ud fra centralt fastsatte kriterier for kvalitet af eksisterende og nye uddannelser. Akkrediteringsinstitutionen skal endvidere samle national og international erfaring af betydning for akkreditering." (§1, stk.2)

Akkrediteringsrådets rolle:

" Akkrediteringsrådet fastlægger de overordnede rammer for rådets virksomhed og træffer afgørelse om akkreditering. Rådet træffer desuden afgørelse om godkendelse af universitetsuddannelser med den virkning, at uddannelsen omfattes af universitetsloven og opnår tilskud herefter." (§3, stk. 1)

De nærmere forhold vedrørende akkrediteringsprocessen, kriterierne og rollefordelingen mellem Akkrediteringsrådet, ACE Denmark og universiteterne beskrives i Akkrediteringsbekendtgørelsen (læs Akkrediteringsbekendtgørelsen).

Sidst opdateret 12.08.2010 - kl. 10:16
 

ACE Denmarks ledelse

 Rådssekretariatsleder Sami Stephan Boutaiba

Konstitueret direktør Sami Stephan Boutaiba.

Chef for Det Faglige Sekretariat Steffen Westergård Andersen

Chef for Det Faglige Sekretariat Steffen Westergård Andersen.

Folder om ACE

Download Akkreditering i DK (pdf) eller få den tilsendt. Skriv til: acedenmark@acedenmark.dk.