Planen for hvilke uddannelser der skal akkrediteres hvornår i årene 2010-2012 er klar. Det betyder, at administrationer, faglige miljøer og studerende ved de 8 danske universiteter kan planlægge deres akkrediteringsarbejde eller orientere sig om, hvornår lige netop deres uddannelse skal igennem et kvalitetstjek.
Over de næste 3 år vil alle hovedområder og alle universiteter skulle have uddannelser akkrediteret. Uddannelserne er grupperet, så de vil blive akkrediteret sammen med fagligt beslægtede uddannelser på tværs af universiteterne. De enkelte universiteter og uddannelser har ved deltagelse i workshops været involveret i at sammensætte disse grupper. I udarbejdelsen af planen har ACE Denmark gjort meget ud af at sørge for en jævn fordeling af hovedområder, faglige miljøer og universiteter med henblik på at sikre en fornuftig arbejdssituation på det enkelte universitet.
Læs om det spændende arbejde med tilrettelæggelsen af turnusplanen 2010-2012 i artiklen Proces og planlægning: Bag om arbejdet med turnusplanen.