Akkrediteringen baserer sig på en helhedsvurdering af uddannelsen og en samlet vægtning af uddannelsens opfyldelse af alle Akkrediteringsbekendtgørelsens kriterier. For at opnå en positiv akkreditering skal uddannelsen endvidere leve op til gældende lovmæssige krav – herunder uddannelsesbekendtgørelsen, eksamensbekendtgørelsen og adgangsbekendtgørelsen.
Til at forestå den faglige vurdering af en uddannelse nedsættes et akkrediteringspanel, der består af en eller flere kernefaglige eksperter, en aftager og en studerende. Selve vurderingen finder sted på baggrund af en dokumentationsrapport, som universitetet udarbejder, og uddybende møder mellem akkrediteringspanelet og uddannelsens ledelse, studerende og undervisere. Akkrediteringspanelet tager stilling til, om uddannelsen opfylder hver enkelt af akkrediteringsbekendtgørelsens kriterier på tilfredsstillende vis.
De enkelte kriterier og målepunkter er uddybet i vejledningen for akkreditering af eksisterende uddannelser.
Akkrediteringspanelets vurderinger danner baggrund for udarbejdelsen af en akkrediteringsrapport, der fungerer som Akkrediteringsrådets beslutningsgrundlag.
En akkrediteringsproces indbefatter en række aktiviteter og forløber over en længere periode.
Akkrediteringsprocessen indledes med en række opstartsmøder, som ACE Denmark afholder med repræsentanter for alle de uddannelser, der skal i gang med akkrediteringen. Samtidig nedsættes et akkrediteringspanel bestående af kernefaglige eksperter, aftagerrepræsentanter og studerende. Selve vurderingen af uddannelsen påbegyndes, når universitetet indsender dokumentationsrapporten for uddannelsen til ACE Denmark.
Akkrediteringspanelet læser og vurderer dokumentationsmaterialet forud for panelets møde med uddannelsens ledelse, undervisere og studerende. Efter møderne sammenfattes akkrediteringspanelets vurderinger i en akkrediteringsrapport, som sendes i høring på universitetet med henblik på universitetets vurdering af, om der er faktuelle fejl og mangler ved den pågældende rapport. Den endelige akkrediteringsrapport - hvori høringssvaret er inddraget - bliver herefter sendt til Akkrediteringsrådet, som træffer en faglig afgørelse om akkreditering på baggrund heraf.
Akkrediteringsrådet træffer afgørelser om akkreditering af de enkelte uddannelser. En uddannelse kan enten akkrediteres postivt, betinget positivt eller få afslag på akkreditering.
ACE Denmark skal akkreditere alle eksisterende universitetsuddannelser. Akkrediteringsrådet har vedtaget en turnusplan, der fastsætter, hvornår de enkelte uddannelser skal akkrediteres.